Stress (Gud hvor jeg hader det ord)

Jeg har længe haft stress og længe ikke ville indse at jeg har stress.

3,5 år med 50-60 timers arbejdsuge.
3,5 år med studier, studiejob og en bunke frivilligt arbejde.
3,5 år hvor alt jeg har haft fokus på, har været at præstere og præstere mere og mere..
Bedre karakterer, mere effektiv på arbejde, den bedste formand, den bedste kollega, den der aldrig siger nej til arbejde, til opgaver, til at hjælpe.


Men når man sidder med hjertet i halsen, pulsen kører der ud af, blodtrykket er højt, man har konstant ondt i kroppen, hovedet, maven, nakken eller øjnene.. Og det eneste man tænker på, er hvordan man lige når at arbejde lidt mere inden kroppen kollapser i træthed.

Så er det der, man skal stoppe op og kigge sig omkring og trække vejret dybt og sige FUCK IT ALL!!!

Problemet er vel egentligt, at man skulle ha sagt de 3 ord længe forinden da.. MEGET før man sidder og har det af lort til og verden bare synes som en uendelig lang forhindringsbane hvor man prøver at være den bedste til alt og synes, at alle andre overhæler en indenom..

Men jeg har aldrig været go til at sige fuck it all.

Næ jeg skal helst sidde med smerterne, pulsen, blodtrykket og hjertet på vej ud af halsen, mens jeg ligger i fosterstilling og ryster og græder uden kontrol, førend at jeg opdager at der er en der råber af mig, at hvis jeg ikke selv siger stop, så gør de det for mig.

Og heldigvis var der en der sagde stop. Utroligt nok kom det i form af, en frustreret borger der råbte så meget af mig, at jeg slet ikke kunne hænge sammen efterfølgende. Det eneste jeg kunne var at arbejde videre og først reagere 4 timer senere og der sagde de stop..
Og der fik jeg en terapeut..

Så nu står den på søvn, hvile, gå ture, afslapning, gode venner, gode familie medlemmer og lære at sige fra.
Sige fra overfor de mennesker der vil mig det bedste, men er vant til at jeg siger ja til alt.
Sige fra overfor det arbejde jeg elsker, men ikke kan varetage på sigt, hvis jeg ikke siger nej.

So far går det frem af, omend med små skridt og hver gang jeg er bange for at det går for langsomt, siger jeg til mig selv, at det er babysteps og de er ikke så store, men man kommer frem trods alt.